Minikonfirmand

”Jamen…det er jo sjovt at være Minikonfirmand”

”Øv , det gider jeg ikke. Man skal sikkert bare sidde og be’ og synge salmer til minikonfirmand.” Sådan vil nogle børn måske sige, hvis de ikke har hørt om minikonfirmandundervisning før. Og alligevel ender de fleste børn med at melde sig til minikonfirmand i Karlslunde kirke. For børnene opdager ret hurtigt, at det faktisk er sjovt at gå til minikonfirmand.

Hvem kan gå til minikonfirmand?

Karlslunde Kirkes og Karlstrups Kirkes undervisning for minikonfirmander er et kirkeligt undervisningstilbud, der gives til alle børn i 3.kl. på Karlslunde skole. Undervisningen er tilrettelagt på den måde, at børnene gennem en masse gode oplevelser lærer noget om den kristne kirke og tro.

Og der er plads til alle i undervisningen. Og her menes der alle. Minikonfirmand er ikke for de specielt fromme eller stille børn. Man behøver heller ikke at være døbt for at gå til minikonfirmand – ja, man behøver ikke engang at være kristen. Man bliver ikke sendt uden for døren, hvis man er urolig til minikonfirmand. Men måske kan nogle pludselig trænge til at løbe en tur i haven, og så får de lov til det.

At spise sammen til minikonfirmand

Når børnene kommer til minikonfirmandundervisningen, trænger de fleste til noget at spise efter en lang skoledag. Men samtidig er det vigtigt, at de oplever, at et måltid også kan være en vigtig del af det kristne fællesskab, og at det ikke er forkert at vise taknemmelighed, når Guds gode gaver sættes på bordet. Så inden vi spiser, indleder vi med at synge et bordvers eller ”sige tak for mad”, som mange af børnene til minikonfirmand kalder det.

Ritualer og verdens bedste historie

Børn elsker ritualer, som kan gentages i det uendelige, uden at de derfor synes, det er kedeligt. Så alle timerne til minikonfirmand indledes og afsluttes med et fast ritual. Og vi mener selvfølgelig stadig, at kirken har verdens bedste historie at fortælle. Centralt i minikonfirmandundervisningen står selvfølgelig den bibelske fortælling og en sang eller salme, der passer til, og som er specielt skrevet for den aldersklasse, der går til minikonfirmand. Og så lærer de selvfølgelig at bede fadervor.

Samtalen er vigtig

At tale med børnene på deres præmisser er vigtigt. For hvis det, vi voksne står og siger, ikke har noget at gøre med børnenes liv, står de hurtigt af. Det er vigtigt at høre på børnenes oplevelser - sorger som glæder. Og alle børn har en historie at fortælle og er ivrige efter at dele den med en voksen. Så det skal der altid være tid til. Den voksnes ”veltilrettelagte” undervisning tager måske en drejning, man ikke helt havde ventet. Men kedeligt bliver minikonfirmand i hvert fald aldrig. Børn er rigtigt gode fortællere, og de kan ofte få en vinkel på historien/temaet, som vi voksne måske helt havde overset. Så det er også et privilegium og en berigelse at undervise børn om så vigtige emner som liv og død, tab og sorg, glæde, hjælpsomhed og kærlighed.

Børn skal lege

Det er efterhånden en velkendt sag, at børn i 10 års alderen har svært ved at sidde stille i ret lang tid ad gangen, og at man i den alder lærer bedst ved også at bruge sine motoriske evner. Så det sidste, børnene har brug for efter en lang dag i skolen, er at høre på en voksen stå og snakke i den 1,5 time, undervisningen til minikonfirmand varer. Så selvfølgelig er der også gjort plads til at minikonfirmanderne kan lege, lave drama, tegne, male, gå på opdagelse i kirken og gå tur på kirkegården.

Ja, det er faktisk sjovt at gå til minikonfirmand. Og mange børn ender med udbryde: ”Øv, er det allerede slut”. Minikonfirmandundervisnigen varer nemlig kun et halvt år fordelt på 12 gange á 1,5 time. Og det er vigtigt at understrege, at kirkens tilbud om at gå til minikonfirmand ikke bare er et af de utallige tilbud, der efterhånden findes til børn og unge i dag. Man får kun én chance for at deltage i kirkens minikonfirmandundervisning eller dåbsoplæring, som det så fint kaldes. Og det er i 3. klasse.

Michael Rejnholdt Vesth, sognemedhjælper.