Babysalmesang
Babysalmesang
Babysalmesang er et musikalsk og rytmisk tilbud til de mindste børn og deres forældre eller en anden voksen.
Babysalmesang er et populært tilbud i folkekirken. Faktisk går næsten en fjerdedel af en årgang til babysalmesang, viser et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet.
Hvordan foregår det?
Et babysalmesangshold mødes og synger salmer og leger sanglege med børnene. Måske blæser man sæbebobler, danser og spiller på instrumenter for børnene.
I tillæg til et par dejlige timer i selskab med andre forældre, får du inspiration til sang, bevægelse og musikalske lege, som du kan lege med dit barn derhjemme.
Salmesang stimulerer sanserne
Babysalmesang i folkekirken er opstået ud fra en viden om, at sang og musik stimulerer barnets musikalske og sansemotoriske udvikling.
En baby forstår ikke salmerne, men babyen kan sanse stemningen og atmosfæren, og tekst og melodi kan lagre sig i barnets underbevidsthed.
Babysalmesang giver desuden en mulighed for at opleve kirkerummet og nyde musikken på en uformel måde.
Derudover giver babysalmesang dig inspiration til at synge og bevæge dig med din baby derhjemme.
Husk, at din stemme er din babys yndlingsstemme.
Alle er velkomne
Babysalmesang kræver ikke et stort kendskab til kirken, og du behøver ikke være et musikalsk geni for at deltage. Alle kan være med!