Karlstrup Kirke
Karlstrup Kirke er en lille, velholdt middelalderkirke, der er smukt placeret på en banke ved Karlstrup Møllebæk. Den ligger lidt nord for Karlstrup Landsby i et bakket område i den nordlige del af Solrød Kommune. Fra kirkegården er der en flot udsigt udover Karlstrups marker, og mod nord kan man se Karlstrup Nyskov.
Når kirken ligger for sig selv og ikke midt i landsbyen, skyldes det, at den blev bygget som en del af en stormandsgård, der udviklede sig til et borganlæg, men som forsvandt for mere end 600 år siden. Og det er i høj grad den del af kirkens historie, der giver den en særlig aura og gør den til en stor attraktion.
Karlstrup Kirke er hvidkalket, bortset fra tårnet af røde munkesten suppleret med bånd af kridtsten, men det var frem til 1927 også hvidkalket. Der er omkring 60 siddepladser i kirken, og flere gange om måneden er der gudstjeneste. Livets store begivenheder finder også sted i kirken, og derudover er der masser af arrangementer, som især foregår i sognehuset Kirkens Hus.
Kirken er dagligt åbent for besøgende, og der er både mulighed for at sidde og nyde roen og gå på opdagelse i de mange spændende fortællinger, der knytter sig til kirken, og som du kan læse mere om herunder.