Stenene i Sansehaven

På din vej gennem Sansehaven ser du fem særlige sten, med hver deres historie. De fem sten er doneret Kjeld Ejdorf. Nedenfor kan du læse hans beretning om fundet af stenene, og om hans arbejde med at få de tunge sten hjem i familiens have. 

På billederne nederst ses fire stærke menighedsrådsmedlemmer i færd med at hente stenene fra haven til Sansehaven. Stor tak til Kjeld Ejdorf for donationen til vores alles Sansehave. 


Beretning af Kjeld Ejdorf:
Den firkantede kirkesten fandt jeg på stranden i nærheden af Blokhus eller et sted i Thy. Jeg tror jeg kan pejle mig ind på stedet en anden dag. Det var sommer og min kone og jeg kørte på stranden. Mens min kone nød vejret på stranden, gik jeg en tur langs klinten. I toppen af et klinteskred sad en sten med kant på ca. 5 cm. Ved hjælp af et gammelt bræt, som jeg fandt på stranden skrabede jeg hjørnet fri. Det viste sig at være en sten fra den kirke, der engang havde ligget der. Nu var der kun lidt af kirkegården tilbage. Havet havde taget resten. Stenen fandt jeg ca. 1975 +- 5 år.
Samme sommer var der i aviserne noget lokal utilfredshed med souvenirjægere, der kravlede op ad klinten, hvor de under græsset udtog resterne af tidligere begravelser. Altså knogler. Det var jo nok lidt uetisk.

Jeg hentede min bil, en folkevogn, Boblen hed den udgave vistnok.
Det lykkedes mig at sætte stenen om bag førersædet, og alligevel få plads til mine ben foran.
Hjemkommen med stenen satte jeg den i haven med en stor blomsterkrukke oven på den. Havde jeg ikke fundet den, var den med garanti sunket ned i stranden, mens havet åd videre på klinten.

Stenen har en flad forside, men er skråhugget på de fire flader bag forsiden. I bunden er den noget uregelmæssig, men den har været inden i muren. Det er helt typisk en kvaderstenskirkesten, som mange jyske kirker blev bygget af. En jysk granitkirke, formentlig fra år 1100-1250.

Kirkestenen er blevet efterladt ved nedtagningen af den gamle kirke, og efterladt på kirkegården. Senere er den skredet ned på stranden. Hvor jeg fandt den. Læs mere om stenens oprindelige lokation på lokalhistorisk arkiv, Nr. Lyngby.

Den aflange sten med den runde top stammer fra Jernvejsgården ved Karlstrup Strand. Da gården efterhånden forsvandt, lå der ting og sager tilbage. Bl.a. denne portsten, som blev brugt til at beskytte indkørslen til den indre gårdsplads. Så hestekøretøjer ikke ramlede ind i porten og ødelagde portstolpen.

Stenen er formentlig fra 1850-1900. Hvordan jeg fik stenen hjem i haven, husker jeg ikke, men det var sikkert omkring 1980-2000.

Den halve slibesten stammer fra Møllegården ved Korporalskroen. Hos gårdejer Kruse fik jeg den halve slibesten. Den var jo alligevel gået i stykker. Jeg tror det er en form for sandsten. Sådanne sten var rimelig almindelige på gårde fra ældre tid. Måske 100 - 150 år gammel.

De to runde sten med et lille hul i toppen fandt jeg for 20-30 år siden, da støjvolden til motorvejen skulle etableres. I bunden blev der anbragt byggeaffald fra forskellige steder i København og omegn. De to sten kunne være nyere havesten, som forsynet med en fakkel i toppen skulle skabe hygge i familiens have ved fest eller ved aftenstid.

 

Kjeld Ejdorf
Tidl. lærer i geografi og historie. Amatørarkæolog og arbejdet for Køge Museum mange år.