Sognets historie
Karlstrup Sogn og Karlslunde Sogn hænger sammen og udgør ét pastorat. Derfor er der ingen præstegård i Karlstrup – den ligger nemlig i Karlslunde ved siden af Karlslunde Kirke, der er beliggende i Karlslunde Landsby. At præstegården ligger dér og ikke i Karlstrup, skyldes, at Karlstrup Sogn engang blot havde status som et anneks til Karlslunde Sogn.
I dag kan det virke lidt pudsigt, at de to sogne hænger sammen, da de ligger i hver sin kommune. Karlslunde Sogn ligger i Greve Kommune, mens Karlstrup Sogn hører til Solrød Kommune. Men frem til kommunesammenlægningen i 1970, hvor de blev adskilt, udgjorde de to sogne tilsammen sognekommunen Karlslunde-Karlstrup.
Begge sogne er en del af Greve-Solrød Provsti samt Roskilde Stift, der er et af Danmarks 10 stifter med hver sin biskop. Stifterne hører under Kirkeministeriet.
Tune Herred forsvandt
De to sogne hørte frem til 1970 under Tune Herred. Landets herreder var en administrativ opdeling, som helt forsvandt i forbindelse med kommunesammenlægningen. Karlstrup Sogn og Karlslunde Sogn har i dag hver sit sognehus, men deles om Karlslunde-Karlstrup Kirkegårdskontor, der ligger i Karlslunde.
Karlstrup Sogn dækker et 6,9 kvadratkilometer stort område, der indeholder Karlstrup Kirke og Karlstrup Landsby mod vest og strandområdet mod øst. I gamle dage boede der primært folk i og omkring landsbyen.
- Indbyggere i Karlstrup Sogn
1801: 213
1955: 396
2014: 1.702
2024: 3.402
Ved stranden blev der i 1920’erne og årene efter bygget en del sommerhuse, som siden er blevet erstattet af helårsbebyggelse. Men den periode, hvor befolkningstallet for alvor begyndte at vokse, var, i takt med at Køge Bugt Motorvejens strækning gennem Karlstrup blev indviet i 1972, og S-togstationen i Solrød Strand kom til i 1979. Her opstod nye kvarterer, og i 2010’erne kom et nyt, stort et til, Trylleskov Strand, hvor der tidligere havde været marker.