Klokkeringning deles op i den verdslige ringning og den religiøse ringning.

Verdslig klokkeringning

Der slås timeslag daglig i perioden 8.00-22.00. Kl. 8.00 er det otte slag, kl. 9.00 ni slag osv. frem til kl. 13.00, hvor det er et slag osv., og til kl. 22.00, hvor der slås ti slag.

Den verdslige klokkeringning foretages med en hammer for klokke for lukkede tårnluger.

Religiøs klokkeringning

Morgen- og aftenringning

Morgen- og aftenringning med en kirkeklokke hver mogen og aften på alle hverdage (mandag-lørdag). Ringningen varer 3 minutter og afsluttes med 3 gange 3 bedeslag.

Morgenringning sker altid kl. 8.00.

Aftenringning sker:

Kl. 16.00 i perioden 1. november - 29. februar.

Kl. 18.00 i perioden 1. marts - 30. april og 1. september - 31. oktober.

Kl. 20.00 i perioden 1. maj - 31. august

Der er ikke morgen- og aftenringning på søndage og helligdage: Nytårsdag, Skærtorsdag, Langfredag, 2. påskedag, St. bededag, Kr. Himmelfartsdag, 2. pinsedag, Juleaftensdag, Juledag og 2. juledag.

Klokkeringning i forbindelse med faste gudstjenester

Tårnlugerne åbnes, og der ringes i 3-5 minutter 1 time før gudstjenesten med klokke 1, der ringes 3-5 minutter ½ time før med klokke 1, og 5 minutter før gudstjenesten begynder ringes i 5 minutter med begge klokker. Der afsluttes med 3 gange 3 bedeslag.

Klokkeringning i forbindelse med kirkelige handlinger

Bisættelser og begravelser

Der ringes med to klokker 15 minutter før gudstjenestens begyndelse, og der sluttes ved handlingens begyndelse. Der ringes igen med to klokker i 5 minutter, når kisten bæres ud. Klokkerne standses, når kisten sættes ind i rustvognen, og herefter kommer bedeslagene.

Bliver kisten stående inde i kirken efter bisættelsen, ringes der i 5 minutter med begge klokker, og der afsluttes med bedeslag.

Hvis det er en begravelse, ringes detr med to klokker, til kisten er sænket i graven. Efter præsten har lyst velsignelsen, kommer bedeslagene. Der afsluttes med 2 minutters klokkeringning med begge klokker, når begravelsen slutter.

Bryllup, vielse og velsignelse

Der kimes 15 minutter, før vielsen går i gang, og kimningen standser først, når bruden går ind af døren, og vielsen begynder.

Dåbsgudstjeneste

Der ringes 5 minutter, før dåbsgudstjenesten går i gang.

Øvrige gudstjenester (fx ungdomsgudstjeneste, småbørnsgudstjeneste osv.)

Der ringes 5 minutter, før gudstjenesten går i gang.

Klokkeringning på særlige dage

Nytårsaften: Der ringes med én klokke i 15 minutter kl. 24.00.

St. bededags aften: Der ringes med én klokke i 15 minutter før aftenringningen.

Aftenen før Kr. Himmelfart: Der kimes i 15 minutter før aftenringningen.

Kimning på særlige helligdage: juleaften, juledag, påskedag og pinsedag

Juleaften, juledag, påskedag og pinsedag kimes der 55 minutter, før gudstjenesten begynder. Kimning slutter 5 minutter før, gudstjenesten begynder, hvorefter der ringes med to klokker i 5 minuter og afsluttes med bedeslag.