Nigrande - den første kontakt

Fortalt af Else Hansen, Karlslunde

Da der efter Murens fald og nye reformer i Rusland, var åbnet mere op til Østeuropa – tog Karlslunde Menighedsråd i 1993 kontakt til Det Mellemkirkelige Råd i Danmark for at få oprettet en kontakt, til en venskabskirke i Østeuropa.
Karlslunde Menighedsråd søgte en Luthersk kirke og menighed og det måtte gerne være i en lille landsby.
Det Mellemkirkelige Råd valgte Nigrande.


Else Hansen:
Vi skrev til Nigrande og fortalte at vi gerne ville være venner med menigheden ved Nigrande kirke – vi hørte intet.
Efter to år opgav vi og ville rette henvendelse til Mellemkirkeligt Råd for at få en ny kontakt. Inden vi nåede så langt, kom der endeligt brev.
Det var fra præsten i Nigrande, som skrev, at den person fra menigheden, som vi havde skrevet til, var død. Da der blev ryddet op hos hende, havde man fundet vores breve. Han bad os for fremtiden kontakte en dame ved navn Maija Engele, der kunne lidt engelsk.
Så skete der noget.
Niels og jeg havde tidligere haft en lettisk pige Elina boende.  Elina havde haft et skoleår i Danmark og hun kunne være tolk.
I 1996 rejste Niels og jeg til Letland for første gang. Vi skulle besøge Elinas familie. Vi lejede en bil i Riga lufthavn.
Under besøget hos Elina besøgte vi Nigrande for første gang – det var en søndag til gudstjeneste. Elina var med som en uundværlig tolk.
Præsten skulle vi samle op i en landsby på vejen. Så gik det ellers ad hullede og snoede veje til Nigrande. De sidste 50 km foregik på grusvej.
Efter gudstjenesten blev vi budt på mad, saftevand og kaffe i det lille sakristi i kirken. Vi sad som sild i en tønde. Vi havde billeder med fra Karlslunde, fra kirken og et billede af vore to præster Birgitte og Kirsten.
Spørgelysten fra deres side var stor. De undrede sig højlydt over, at vi havde kvindelige præster. De var venlige og gæstfrie, men vi følte os dog set lidt an.
Efter maden viste Maija os rundt på kirkegården. Vi så graven, hvor den kvinde var begravet, som vi forgæves havde skrevet til i to år.
Da vi sagde farvel, var det også på gensyn fra begge sider.
Byen bar præg af stor fattigdom. Der var boligblokke uden døre og vinduer, forfaldne huse og hullede veje. Befolkningen så ud til at mangle meget af det, som vi tager for en selvfølge.
Vi tog hjem og kunne berette om vores oplevelse. Vi følte, at her var grundlag for et varigt venskab.

Det er gennem årene blevet til en del gensidige besøg – det første besøg fra Nigrande var i 1997. Siden er det blevet til mange besøg både for voksne og unge, der bl.a. har deltaget i FDF lejre.
Jeg har i den grad følt, at vores venskab og vores hjælp, gennem årene har gjort en stor forskel.
I starten havde de meget svært ved at tage imod. Det skulle der arbejdes en del med.
Elina har været til stor hjælp både med at tolke og fortælle om forskellen på dansk og lettisk mentalitet. Disse forskelle har jævnet sig med årene og jeg føler et venskab og en stor samhørighed med alle dem, som vi har lært at kende gennem årene.

Else Hansen